Beslutningen om at overtage varetagelsen af nu et af landets største mejerier blev gennemført i løbet af en enkelt uge, da Poul Pedersen i 1992 blev ejer af det private mejeri Dybbækdal og mejeribestyrer for Thise Mejeri. Nu kan han fejre 30-års jubilæum i topchefsposten som direktør for Thise Mejeri – og selv om han elsker at side for bordenden, har han måtte sande, at ansvaret også til tider kommer med en pris.
De første leveår som økologisk mejeri var svære for Thise, efter en gruppe mælkeproducenter i 1988, sammen med Poul Pedersens far, grundlagde selskabet.
Problemerne med at skabe indtjening gentog sig i 2006, da mejeriet som det første i Danmark begyndte at producere det islandske morgenmadsprodukt skyr.
Men begge satsninger gik alligevel hen og blev levedygtige forretninger. Også kriseårene 2008 til 2013 var hårde ved mejeriet, der lige havde investeret omkring 225 millioner kroner, da priser og afsætning faldt. Men siden viste investeringerne sit værd, og med konkurrencedygtighed og innovationskraft er mejeriet nu et af Danmarks største mejerier med en årlig mælkemængde på 120 millioner kg og en omsætning i 2021 på 1,2 milliarder kroner.
Rollen som fakkelbærer på innovative tiltag er i dag lige så intakt som altid. Lanceringen af en havredrik, solceller på taget og udfasning af soja hører til nogle få af dem. Klimavenlige investeringer gør man dog ikke kun for sine blå øjnes skyld.
Thise Mejeris brand hænger tæt sammen med bæredygtighed. Og selvom den forbindelse er oplagt at dyrke i nutidens samfund, så er forretningsmulighederne først blevet tydelige for adm. direktør Poul Pedersen i løbet af årene. Hans tiltro til økologien har han egentlig fået fra mælkeproducenterne, og i starten forvekslede han CSR (Corporate social responsibility, red.) med det tidligere cykelhold CSC.
- Vi er jo de sidste fire år blevet udnævnt til at være det mest bæredygtige brand inden for fødevarer. Og selv jeg kan finde på at sige, »hvorfor får vi det?«. Vores CO2-produktion per liter mælk f.eks. er sandsynligvis hverken bedre eller værre end Arlas, men man forbinder Thise med noget bæredygtigt, siger Poul Pedersen.
Men har det været din plan, at Thise skulle være lig med bæredygtighed?
- Nej, nej, vi har aldrig selv sagt, vi skulle være bæredygtige. Det er meget bedre at få andre til at sige, at man er det. Men nu har vi lavet CSR-rapporter de seneste tre år, og det falder os egentlig rimelig nemt.
Nemt var det også for Poul Pedersen efter at have været eneste mejerist på forældrenes mejeri, Dybbækdal Mejeri, i to år, at takke ja, da han i 1983 blev tilbudt et job som udviklingschef hos De Danske Sukkerfabrikker.
Til gengæld huede det ikke faderen, som i første omgang hentede Poul hjem fra København som nyuddannet mejeriingeniør, da han mente, at denne havde læst længe nok og skulle »stoppe med at holde fri«.
- Jeg kan jo godt lide at lave ost og stå op klokken fire om morgenen. Jeg ville jo gerne bruge min uddannelse, men jeg elsker til gengæld også at prøve nye ting. Min far syntes ikke, det var en særlig god idé. Så der blev arv og gæld lige fraskreven, og så snakkede vi ikke sammen i tre år. Så det var ikke så sjovt. Men jeg rejste alligevel, og så hjalp jeg mine forældre i weekender, når jeg ikke var ude og rejse, siger den adm. direktør.
I et lille årti rejste Poul Pedersen således verden rundt for De Danske Sukkerfabrikker og senere APV Pasilac, inden han i 1991– kraftigt opfordret af sin gode arbejdskollega, Erik Ellebæk – købte faderens privatmejeri i Thise sammen med Erik Ellebæk.
Pouls’ arbejdsgiver var ellers på vej til at finansiere en MBA-lederuddannelse til Poul Pedersen, så han kunne fortsætte sin karriere i selskabet. Men kæresten, nu kone, Winnie og de første par børn gav anledning til et mere rodfæstet liv.
- Jeg kunne nok aldrig have drømt om at være rejst til Thise, hvis jeg ikke havde haft et familiært forhold til mejeriet og byen. Jeg ville jo slet ikke have kendt til dem. Min kollegaer i Silkeborg forstod ikke, hvorfor jeg skiftede job, »hvad dælen skal han lave i Thise?«. Der var ren begravelsesstemning, da jeg forlod dem, siger den adm. direktør.
I mellemtiden var der dukket et mejeri mere op på hjemadressen i Thise. I 1988 havde 8 økologiske mælkeproducenter fra Nordvestjylland sammen med Poul Pedersens far dannet sit eget økologiske andelsmejeri, som skulle leje sig ind på senior Pedersens mejeri, Mejeriet Dybbækdal. Og navnet på andelsmejeriet blev: Thise Mejeri.
Udover det familiære begrunder Poul Pedersen sit karriereskifte således:
- Jeg kan godt lide at sidde for bordenden, og jeg kan godt lide at være der, hvor beslutningerne bliver taget. Det behøver ikke nødvendigvis være mine beslutninger, der bliver taget, men jeg kan godt lide at være omkring de borde, hvor det sker, siger mejerichefen.
Hvad er det interessante i dét?
- Nogen skal jo tage beslutningerne, og når man påtager sig beslutningsansvaret, så er det jo ens ansvar, om det bliver skidt eller dårligt. Og det ansvar er jeg ikke bange for at tage, idet der er hel del »entrepreneurship« i mig. Jeg føler f.eks. egentlig, at Thise er mit mejeri, fordi jeg været med til at bygge det op - men det er selvfølgelig andelshavernes mejeri.
Ansvaret som direktør har til tider tynget, men det fik pludselig en ekstra tyngde, da mejeriet i marts 2004 blev hovedperson i en fødevareskandale. Fødevarestyrelsen mistænkte Thises produkter for at have gjort 28 personer syge med bakterien E. coli 0157, der rammer nyresystemet.
En episode, som Poul Pedersen beskriver som det værste, han har været udsat for. Og som den dag i dag giver mejerichefen våde øjne og knæk i stemmen, når han taler om det.
- Prøv du lige at føle dig ansvarlig for 28 menneskers sygdom? Så har man det ikke ret godt. Man trækker sine produkter tilbage, sådan lige hen over en eftermiddag, og så står hele den danske presse og banker på, fortæller han.
Produktionen blev lukket ned, og alle friskmælksprodukterne blev fjernet fra butikker i hele landet. Tre nervepirrende uger fulgte med daglige prøver, der gang på gang endte lykkeligt ud for Thise.
Ingen af analyserne viste tegn på bakterien i Thises produktion. End ikke mejeriets image så ud til at lide nød – faktisk steg salget umiddelbart efter med 10 procent.
- Men jeg kan fortælle, det er et markedsføringsstunt, jeg ikke har tænkt mig at gennemføre en gang til. Det er også derfor, vi passer meget på fødevaresikkerhedsmæssigt. Der bliver ikke sparet på noget.
Investeringerne i udviklingen af produktionen sparer man heller ikke på i det nordvestjyske mejeri. Årligt bruger man omkring 30 millioner kroner på at udskifte sit udstyr.
Og det har blandt andet ført til en højere grad af automatisering, hvor man blandt andet har selvkørende stablere til at hente emballage fra lageret. I 2022 har mejeriet også indviet 5.000 ekstra kvadratmeter bebygget areal, fordi man har haft mangel på kølerumsplads og på ostelagringskapacitet.
Hvornår den 67-årige Poul Pedersen overlader rorpinden til en ny direktør, er der ikke sat en fast dato for. Det bliver også næppe en journalist fra Effektivt Landbrug, der får det at vide som den første, fortæller direktøren.
- Der kommer jo selvfølgelig en dag. Og det er jeg fuldstændig rolig ved, at der bliver lagt en god plan for. Det bliver nok ikke til 30 år mere. Man skal gerne herfra med tænderne i munden - men lige nu sidder de egentlig også ret godt på mig, siger direktøren.
Thise Mejeri har 72 andelshavere og 256 ansatte.
Kære læser, denne artikel fra Effektivt Landbrug er låst.
Kvalitetsjournalistik kræver research, ekspertise og adgang til relevante kilder.
Men du kan prøve et digitalt abonnement i to måneder til prisen for én. Dette abonnement giver fuld adgang til indhold på www.effektivtlandbrug.dk.
Få straks adgang til at læse hele artiklen uden abonnement. Det koster kun 15 kr.
