Mælkeanlæg halverede antallet af ammesøer
Et fuldautomatisk minivådfodringsanlæg har hævet tilvæksten og halveret antallet af ammesøer i soholdet på Tandergård ved Mårslet.
Et fuldautomatisk minivådfodringsanlæg har hævet tilvæksten og halveret antallet af ammesøer i soholdet på Tandergård ved Mårslet.
Staldanlægget til de 1.500 årssøer hos Bent Munk og sønnen Peter Munk på Tandergård I/S ved Mårslet tæller blandt andet seks farestalde med 64 søer i hver stald.
For seks år siden blev der installeret et minivådfoderanlæg fra Weda, der både er til mælk og til foder til smågrisene i farestalden. For to år siden er der ydermere sat fermentering af foderet til anlægget, hvilket, ifølge Bent Munk, opleves meget positivt i stalden.
Der er tale om ét fuldautomatisk mælkeanlæg pr. farestald.
Når 10 søer har faret i en stald, sættes anlægget i gang og anlægget styrer derefter selv forbruget. Staldens team skal ikke holde øje med noget. Anlæggets computer beregner løbende ud fra restmængden, så der ikke er en restmængde og dermed intet spild, når dagen er omme. Anlægget kan udfodre op til 100 gange pr. ventil dagligt, så der konstant er friskt mælk eller foder i krybben.
Manuelt skal der kun hældes mælkepulver i, når den grønne lampe lyser og dermed indikerer, at der skal fyldes op, ligesom de små trug i hver enkelt faresti rengøres manuelt, men spules nemt fra de dertil installerede vandudtag. Selve anlæggene rengøres automatisk.
- Vi bruger det i grisens første 10 dage og faser så over til prestarter og fuldfoder, hvorefter de i den sidste uge inden fravænning kun får fuldfoder. Det træner grisens tarm, så den er klar til fravænning, forklarer Peter Munk.
Han fortæller videre, at installeringen af anlægget har betydet 400 gram ekstra i tilvækst, hvilket naturligvis ikke er ligegyldigt i en 7 kg´s produktion.
- Merprisen betaler det, som grisene spiser, konkluderer Peter Munk og fortæller, at forbruget af mælk pr. gris ligger på 3,54 kroner pr. gris ved en mælkepris på 20 kr. pr. kg., forbruget af prestarter er på 2,32 kroner pr. gris ved en pris på 11 kr. pr. kg. Prestarter og forbruget af fuldfoder er 2,18 kroner pr. gris ved en pris på 8 kr. pr. kg fuldfoder.
Minivådfodringsanlægget har ikke alene øget tilvæksten hos pattegrisene. Det har også halveret behovet for ammesøer.
- Søerne ligger med 16 grise nu. Før lå de med 14. Det har sparet os for 10 ammesøer om ugen, ved at lægge søerne ud med to grise mere, fortæller Peter Munk, der forklarer nærmere, at der nu i gennemsnit laves 8-10 ammesøer om ugen.
- Vi laver to-trins ammer, som bokses op den ene dag, hvor de får nye grise ind. Det giver alligevel meget arbejde, men før var det 20 ammesøer om ugen. Det er næsten en tredjedel af søerne i et ugehold, som man rokerer rundt i – og flytter du grise rundt, så flytter du også smitte rundt. Så der er mange aspekter i det at kunne halvere antallet af ammesøer, påpeger Peter Munk.
Bent Munk tilføjer her, at der også er noget bæredygtighed i, at 10 søer går direkte videre til løbeafdelingen og ikke bliver holdt tilbage som ammesøer, ligesom det minimerer antallet af spildfoderdage.
På Tandergård er der generelt fokus på bæredygtighed i såvel foderforbrug som råvarevalg.
Bent Munk er af den overbevisning, at vi i landbruget skal mere over på at anvende de proteinkilder, som vi selv kan dyrke, ligesom han peger på de muligheder, der ligger i at anvende fermenteret foder – for eksempel fermenteret raps, hvor der ligger en merværdi i, at foderet er lettere optageligt og grisen dermed ikke skal bruge så meget energi.
I soholdet på Tandergård anvender de for eksempel Lumino – et restprodukt fra norske laks i foderblandingerne. Ifølge Bent Munk betyder det et nedsat forbrug af sojaskrå på 175 kg pr. dag.
Kære læser, denne artikel fra Effektivt Landbrug er låst.
Kvalitetsjournalistik kræver research, ekspertise og adgang til relevante kilder.
Men du kan prøve et digitalt abonnement i to måneder til prisen for én. Dette abonnement giver fuld adgang til indhold på www.effektivtlandbrug.dk.
Få straks adgang til at læse hele artiklen uden abonnement. Det koster kun 15 kr.